Tyskland tillader religiøs omskæring

De tyske parlamentarikere har under en afstemning i Forbundsdagen i Berlin vedtaget en lov, som tillader religiøse omskæring.

Dermed bringer parlamentet klarhed over situationen, efter at en domstol tidligere sagde, at omskæring kan sidestilles med legemsbeskadigelse.

Det var en dom, der vakte international opsigt.

Nu har 434 parlamentarikere så stemt for at lovliggøre omskæring under særlige forhold. 100 stemte imod, mens 46 ikke stemte.

Loven siger, at drengebørn må omskæres af religiøse årsager.

Men det skal ske senest seks måneder efter fødslen af en særlig uddannet person, der ikke nødvendigvis skal være læge.

Det var en domstol i Köln, som vakte opsigt med en dom i juni.

Her var der rejst en sag mod en person, der havde foretaget en omskæring på en muslimsk dreng.

Det var her, at domstolen så sammenlignede indgrebet med legemsbeskadigelse.

Denne dom skabte noget så sjældent som en fælles front for jøder og muslimer. Begge religioner bruger omskæring.

Også politiske ledere i Israel og muslimske lande rettede kritik mod dommen i Köln.

Nu synes temperamenterne at være kølnet af.

- Jeg er glad og lettet over beslutningen i det tyske parlament, siger Dieter Graumann, præsident for Centralrådet for Jøder i Tyskland.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip