Tyskland vil skære EU-støtte til flygtningeafvisende lande

Skrevet af admin

15/09/2015

Mest læste i dag

Den række af EU-lande, der nægter at tage del i en kvotefordeling af flygtninge, som de europæiske lande i øjeblikket arbejder på, skal straffes økonomisk, mener den tyske indenrigsminister.

Han støtter en tanke, som EU-kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, tidligere har luftet om at skære i EU-midler til de pågældende lande.

- Det støtter jeg, siger Thomas de Maizière i et interview med tv-kanalen ZDF.

- Forhandlingerne er sådan, at der ikke er nogen konsekvens for lande, som nægter. Vi er nødt til at tale om, hvordan vi kan lægge pres på. Det er ofte netop de lande, som modtager mange midler fra EU's strukturfonde, siger indenrigsministeren.

En talskvinde for EU-Kommissionen siger imidlertid, at Jean-Claude Juncker ikke har snakket om at skære midler fra de EU-lande, der ikke vil tage del i kvotefordelingen af flygtninge.

Slovakiets premierminister, Robert Fico, slår tilbage mod Tyskland.

Han siger, ifølge nyhedsbureauet Reuters, at aldrig er det sket i EU's historie, at et land er blevet straffet for at have en anden mening.

EU-landene er omsider blevet enige om fordeling af 40.000 flygtninge, som de har diskuteret meget længe. Men yderligere 120.000, som for nylig blev del af puljen, kan de ikke blive enige om.

Det stod klart efter EU's ekstraordinære justits- og indenrigsministermøde mandag i Bruxelles.

Flere lande med Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet i spidsen er stadig imod det mere omfattende forslag om at fordele ekstra 120.000 flygtninge, viser det sig efter mødet.

EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, sagde efterfølgende på et pressemøde, at der var "en meget ophedet debat" på mødet.

Det kom mandag frem, at Tyskland venter at modtage en million flygtninge i år.

/ritzau/AFP