Tyskland vinder stormagternes møde på Wembley

Et hovedstødsmål af Arsenal-forsvareren Per Mertesacker kort før pausen var tirsdag aften nok til at sikre Tyskland en 1-0-sejr på udebane over England.

Dermed fik testkampen den rigtige vinder, fordi tyskerne både spillede bedre og skabte flere chancer end englænderne, der ellers ydede en behjertet indsats.

Andros Townsend ramte stolpen for hjemmeholdet, men det var også det tætteste, England kom på at passere den 33-årige tyske landsholdsdebutant Roman Weidenfeller, der kunne notere et "clean sheet" i sin første landskamp.

Begge hold sparede flere spillere i forhold til idealopstillingen, men Englands landstræner Roy Hodgson har formentlig fået noget at tænke over efter to hjemmenederlag på fire dage. I fredags blev det til 0-2 mod Chile.

Tirsdagens række af testkampe bød også på et sjældent nederlag til ellers så suveræne Spanien, der overraskende blev dukket med 1-0 af Sydafrika.

Bernard Parker stod for den afgørende scoring i anden halvleg mod et noget tamt spansk mandskab, der kun sjældent skabte noget farligt.

Et 0-1-nederlag blev det også til for Norge, der tog imod Skotland på hjemmebane i Molde.

Dermed må den nye norske landstræner Per-Mathias Høgmo konstatere, at han fortsat ikke har prøvet at vinde i sit nye job. De første fire kampe er resulteret i tre nederlag og én uafgjort.

/ritzau/

Dagens Gossip