Tysklands anklagemyndighed sigter afgående VW-chef

Skrevet af admin

28/09/2015

Dagens topnyheder

Martin Winterkorn, den tidligere chef for Volkswagen, som trådte tilbage efter sagen om softwaresnyd, sigtes nu for bedrageri af den tyske anklagemyndighed.

- Vi har åbnet en undersøgelse af Martin Winterkorn, lyder det i en udtalelse, som understreger, at det drejer sig om at få afklaret skyldsspørgsmålet.

Den afgåede topchef siger, at han ikke havde noget kendskab til manipuleringer af udslipstests.

VW indrømmede tirsdag i sidste uge, at en særlig snydesoftware i dieselbiler gjorde køretøjerne mere miljøvenlige under test, mens de i daglig drift reelt forurenede langt mere.

Det er myndighederne i USA, som har opdaget svindlen, og de tyske myndigheder siger, at de ikke havde noget kendskab til den.

- Transportministeren fik først viden om anklagerne i sidste weekend. Vi havde ikke tidligere kendskab til skandalen, siger en talsmand for transportministeriet i Berlin.

Den 68-årige Winterkorn var en af de helt tunge drenge i tysk industri, og hans person var et symbol på tysk topkvalitet.

- Jeg er chokeret over de seneste dages begivenheder. Først og fremmest er jeg forbløffet over, at uredelige handlinger i sådan et omfang var muligt inden for Volkswagen Gruppen, sagde han i en erklæring ved sin tilbagetræden.

Winterkorn er ingeniøruddannet, og var nærmest berygtet for selv at ville tjekke alle detaljer, inden en ny bilmodel skulle præsenteres.

Kritikere har sagt, at hans trang til detaljer ofte har ført til forsinkelser og skabt problemer, når det gælder tilpasning til lokale behov rundt om i verden.

/ritzau/dpa