Tysklands hurtigste udfordrer Dortmund-angriber i sprint

Den tyske mester i 100 meter sprint, Julian Reus, har udfordret Borussia Dortmunds lynhurtige gabonesiske angriber Pierre-Emerick Aubameyang til en sprintdyst.

Løbeduellen skal afgøre, om fodboldspilleren rent faktisk er hurtigere end selveste Usain Bolt. Angriberen er under træning blev målt til at løbe 30 meter på 3,7 sekunder.

Da Usain Bolt i 2009 satte verdensrekord med tiden 9,58 sekunder, løb han de første 30 meter på 3,78 sekunder.

I lørdags var Aubameyang gæst i et tysk fodboldtalkshow, og her hævdede han selv, at han var hurtigere end det jamaicanske fartfænomen. Og den påstand fik straks Julian Reus til at se rødt.

- Det er ikke andet end en myte, at Aubameyang er hurtigere end Usain Bolt, siger Reus, der før har løbet 100 meter på 10.08 sekunder.

- Det, som Aubameyang påstod på tv, irriterede mig enormt. Jeg vil genvinde atletikkens ære.

Den gabonesiske angriber skiftede fra St. Etienne til Dortmund i sommer. Han har scoret ni mål i 16 kampe for tyskerne.

Dortmund-angriberen har endnu ikke responderet på sprinterens udfordring.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV