Tysklands ledighed har været under syv procent i to år

Skrevet af admin

02/01/2014

Dagens topnyheder

Antallet af beskæftigede i Europas største økonomi, den tyske, nåede rekordhøjde i 2013.

Det er syvende år i træk, at beskæftigelsen er steget til det hidtil højeste niveau, men stigningen var dog mindre end i årene år, viser nye tal fra Tysklands Statistiske Departement.

Med 41,8 millioner mennesker i arbejde blev der sidste år skabt 232.000 nye job.

Tysklands arbejdsløshed har ligget under 7,0 procent i de seneste to år. Det er et niveau, som misundes i hele den kriseramte euro-zone - ikke mindst i Grækenland og Spanien, hvor mere end hver fjerde officielt er arbejdsløs.

Høj beskæftigelse kan bane vej for øget efterspørgsel på det indenlandske marked, som flere og flere tyske virksomheder har fokus på i den traditionelt eksportorienterede økonomi.

Nogle af Tysklands førende økonomiske institutter har advaret om, at den nye forbundsregering under forbundskansler Angela Merkel kan forårsage et tab af arbejdspladser, når den som varslet vil indføre mindsteløn.

Tyskland, som traditionelt er Europas vækstlokomotiv, er blevet kritiseret i USA for dets store handelsoverskud. Også i Bruxelles er tyskerne under pres for at skabe mere balance mellem eksport og import, hvilket vil gavne de øvrige EU-lande.

I årets første ni måneder eksporterede Tysklands for 148 milliarder euro mere end det importerede for.

I september havde landet dets hidtil største handelsoverskud.

/ritzau/AFP