Tysklands nye forbundsdag træder sammen

Skrevet af admin

22/10/2013

Mest læste i dag

Forbundsdagen i Berlin er for første gang siden valget i september trådt sammen.

De 631 nyvalgte politikere indledte kort før frokosttid deres første møde, hvis formål er at besætte en række poster.

Som ventet er posten som formand for forsamlingen blevet besat af den hidtidige formand, den konservative Norbert Lammert, som med et meget solidt flertal blev genvalgt.

Det er en måned siden, at forbundsdagsvalget fandt sted, men alligevel er der ikke dannet en ny regering endnu.

Den konservative afgående forbundskansler, Angela Merkel fra CDU, blev sammen med søsterpartiet fra Bayern, CSU, den store vinder af valget med 311 mandater.

Merkel sonderer stadig det politiske landskab for at finde grundlaget for en ny regering.

Det ventes, at hun onsdag indleder den første runde forhandlinger med socialdemokraterne med det formål at danne en koalitionsregering.

I øvrigt er det yngste medlem af den nye forbundsdag den 26-årige Mahmut Ozdemir, mens Heinz Riesenhuber med 77 år på bagen er det ældste.

Det var også CDU-politikeren Riesenhuber, der som ældste medlem fik æren af at åbne Forbundsdagen.

Han benyttede blandt andet lejligheden til at takke de nu tidligere medlemmer af det liberale parti De Frie Demokrater (FDP), idet partiet for første gang siden grundlæggelsen af Forbundsrepublikken ikke er repræsenteret i Forbundsdagen.

Merkels regering skulle senere tirsdag formelt forvandles til et forretningsministerium, og det betyder, at Tyskland frem til dannelsen af en ny regering har ministre fra et parti, der ikke er i Forbundsdagen, altså FDP.

Dermed har FDP-ministrene ikke pladser i parlamentet, men må sidde på tilhørerpladserne.

/ritzau/dpa