Tysklands SPD genvælger Gabriel som formand

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

Det tyske socialdemokrati, SPD, har torsdag aften genvalgte Sigmar Gabriel som partiformand ved en partikongres i Leipzig. Gabriel blev genvalgt for to år med et stort flertal.

På landsmødet i den østtyske by stemte 478 af de delegerede på Gabriel, mens 76 stemte imod ham.

- Det er et overordentligt ærligt resultat, siger Gabriel om udfaldet af afstemningen, der også er et fingerpeg om, hvor mange der bakker op om den planlagte store koalition mellem SPD og det konservative CDU og dets søsterparti CSU i Bayern.

Da den 54-årige Gabriel blev valgt som partileder i 2009 fik han opbakning fra 94,2 procent af de delegerede, mens han i 2011 fik opbakning fra 91,6 procent.

Forbundskansler Angela Merkel konservative CDU indledte koalitionsforhandlinger med SPD i sidste måned, efter at det trods en storsejr ikke lykkedes for de kristelige demokrater at sikre sig et absolut flertal ved forbundsdagsvalget 22. september.

Gabriel henvendte sig i sin tale på partikongressen torsdag især til skeptikerne i partiet om det fornuftige i at gå sammen med de borgerlige.

- SPD kan opnå en masse for Tysklands befolkning i disse forhandlinger om en stor koalition, som ikke blive en gentagelse af den tidligere store koalition med Merkel, sagde han og tilføjede:

- Men vi må ikke sige alt eller intet. Enhver, der forventer, at 100 procent af SPD's valgprogram blive en del af et regeringsplan forventer for meget. Men vi vil kun acceptere gode - og ikke rådne kompromisser.

På kongressen skal de tyske socialdemokrater også tage stilling til, om partiet i fremtiden skal kunne indgå i koalition med Die Linke, der ligger på den yderste venstrefløj.

En alliance mellem de to partier har længe været udelukket, da Die Linke med rødder i det østtyske kommunistparti anses at være for yderliggående.

Samtidig anser mange socialdemokrater det for udelukket at samarbejde med Die Linke, så længe den tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine, der også har været formand for Die Linke, spiller en rolle i venstrepartiet.

Selv om SPD sammen med De Grønne og Die Linke faktisk har et snævert flertal i den nyvalgte forbundsdag, har socialdemokraternes kategoriske nej til venstrepartiet betydet, at de nu kun kan få indflydelse ved at gå med i en stor koalition med CDU/CSU.

/ritzau/DPA