Tysklands usandsynlige helt: Mit hjerte sad oppe i munden

Skrevet af admin

03/07/2016

Dagens topnyheder

På et hold med verdensstjerner som Thomas Müller, Mesut Özil, Toni Kroos og Bastian Schweinsteiger er det ikke hver dag, at helten hedder Jonas Hector.

Men på en dag, hvor Özil, Müller og Schweinsteiger alle brændte, kunne den 26-årige Köln-spiller sparke tyskerne i semifinalen med det afgørende spark i en dramatisk dyst fra 11-meter-pletten.

- Det er så svært at beskrive, men jeg er ovenud lykkelig for, at den gik ind, siger Hector efter kampen ifølge Reuters.

Jonas Hector stod da heller ikke forrest i køen, da der skulle sparkes straffespark. Men Italien og Tyskland skiftedes til at brænde, og derfor skulle Jonas Hector skyde det niende og afgørende straffespark for verdensmestrene.

- Der var ikke mange folk tilbage. Jeg vidste, at jeg skulle sparke på et tidspunkt, og mit hjerte sad helt oppe i munden, siger Hector.

Forsvarsspilleren så nervøs ud, da han gik til bolden, og det nervøse spark blev næsten reddet af Italiens Gianluigi Buffon.

Men bolden strøg under den aldrende målmand, og de tyske spillere kunne juble over at være nået til endnu en semifinale i en slutrunde.

- Det var ekstremt stressende. Nu er vi videre til næste runde, og selvfølgelig havde held også noget at sige i aften, siger Hector.

Tyskland møder i semifinalen vinderen af kampen mellem Frankrig og Island, der bliver spillet søndag.

/ritzau/