Tysksproget borgmester bliver præsident i Rumænien

Skrevet af admin

16/11/2014

Mest læste i dag

Premierminister Victor Ponta erkender søndag aften sit nederlag efter anden og sidste runde af Rumæniens præsidentvalg.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, og dermed ser det ud til, at landets næste præsident bliver den tysksprogede borgmester Klaus Iohannis, som er leder af parlamentets nationalliberale parti.

Ponta siger efter nederlaget, at han ikke vil trække sig som premierminister.

Der blev tidligere søndag meldt om dødt løb mellem de to kandidater, efter at de første valgstedsmålinger fra det østeuropæiske land blev offentliggjort.

Én måling viste, at den 42-årige Ponta skulle få 50,9 procent af stemmerne, mens Iohannis stod til 49,1 procent.

En anden gav dem begge præcis 50 procent, mens en tredje valgstedsmåling gav Klaus Iohannis 50,9 procent og Ponta 49,1.

Den siddende premierminister besejrede Iohannis i første runde 2. november, og socialdemokraten har ført i meningsmålinger før valget.

Victor Ponta oplevede stor opbakning, selvom kritikere har frygtet, at han ville rulle reformer tilbage - at korruptionssvøben ville fortsætte med Ponta som præsident.

Den 55-årige Klaus Iohannis er konservativ og fra Rumæniens tysksprogede mindretal.

Iohannis, som er borgmester i byen Sibiu, har centreret sin valgkamp om at bekæmpe korruption og økonomiske reformer.

Rumænien kom fri af kommunismen sammen med den øvrige østblok for 25 år siden, men det har været og er en hård tid for de 21 millioner rumænere.

Rumænien er optaget i EU, men efter Bulgarien er det unionens fattigste land.

Samtidig holder EU fortsat Rumænien under observation for korruption, og landet regnes ikke for modent og retskaffent nok til at være medlem af Schengen-samarbejdet om fri bevægelighed hen over grænserne.

Præsidentens magtbeføjelser gælder blandt andet udenrigspolitik, forsvarspolitik og retsvæsnet.

/ritzau/Reuters