Tyveknægte til grin: Ville stjæle juicemaskine i Føtex, men de havde ikke taget højde for dette

Skrevet af Nils Würtzenfeld

19/06/2016

Dagens topnyheder

Om det har været sommervarmen, der torsdag aften gav to mænd den idé at stjæle en juicemaskine fra Føtex i Storcenter Nord i Aarhus, vides ikke, men det var ikke desto mindre, hvad de to forsøgte midt i butikkens åbningstid.

Da de to mænd først havde fået fat i den store juicemaskine, som stod placeret midt i butikken, tog de benene på nakken og satte kurs mod nærmeste udgang. Det skriver Århus Stiftstidende.

Desværre for de tørstige tyveknægte var planen dog på ingen måde gennemtænkt, for da de langfingrede herrer nåede centrets udgang i form af en svingdør, sad de pludselig ubehjælpsomt fast.

Den store juicemaskine havde nemlig kilet sig fast og kunne dermed ikke trækkes med ud gennem svingdøren.

Derfor valgte de to tyve hurtigt at opgive deres fortagende og tage flugten uden tyvekoster

Hverken politi eller vagter nåede at få fat på de to tyve, og derfor håber Østjyllands Politi nu, at butikkens videoovervågning kan hjælpe dem med at finde frem til de gerningsmændene.

- Det er ikke meget, vi ved om sagen, da rapporten ikke er færdigskrevet endnu, men de to mænd er ikke blevet identificeret eller fanget endnu, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, der samtidig oplyser, at signalementet af de to desuden sparsomt.

Man ved dog, at der er tale om to mænd af mellemøstligt udseende.

 

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: