Tyvene holdt sig tilbage i 2014

Skrevet af admin

27/02/2015

Mest læste i dag

Tyvene var ikke så flittige i 2014, som de har været i de foregående år, når det gælder plyndring af virksomheder og private hjem.

I 2014 er der anmeldt 18.100 indbrud i virksomheder og forretninger, og det er mere end en halvering i forhold til 2009. Dengang var antallet 38.800.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Antallet af indbrud er faldet over hele landet, men faldet er procentvis størst i Region Nordjylland med 68 procent. Det skyldes især langt færre indbrud i Aalborg og Frederikshavn kommuner.

Antallet af indbrud i beboelser og i ubeboede bebyggelser har også været faldende de sidste fem år og lå sidste år 25 procent under niveauet i 2009.

2014 var også året, hvor der blev anmeldt færre forbrydelser.

I alt blev der anmeldt 406.200 straffelovsforbrydelser i 2014. Det er et fald på 23.100 i forhold til året før og skyldes hovedsalig færre indbrud og tyverier.

I stedet er der blevet flere bedragere. Antallet af anmeldte bedragerier er steget hele 29 procent - primært på grund af 3700 flere anmeldte bedragerier.

En fjerdedel af dem stammer dog fra 2013, viser tallene.

Antallet af voldsforbrydelser er steget fra 2013 til 2014 med to procent. I samme periode steg antallet af seksualforbrydelser med fire procent.

/ritzau/