Tyveri gik helt galt: To mænd anholdt

Takket være et vidne, der nåede at aflæse et registreringsnummer på en flugtbil, har politiet natten til fredag anholdt to mænd, der nu er sigtet i en røverisag fra Haslev på Sydsjælland tidligere på ugen.

Det var et simpelt butikstyveri af noget kosmetik fra Kvickly i Haslev, der udviklede sig til røveri, da to mænd med vilje kørte en butiksdetektiv ned foran forretningen.

Butiksdetektiven fulgte efter de to mænd ud af forretningen til parkeringspladsen foran supermarkedet.

Da han i et forsøg på at standse mændene stillede sig op foran deres bil, gassede chaufføren op og kørte direkte ind i ham.

Butiksdetektiven blev kastet hen over køleren og fløj en tur gennem luften, men slap med knubs.

Efter påkørslen, der fandt sted onsdag, stak mændene af i deres bil af mærket Opel Vectra, og politiet har søgt efter dem siden.

Et vidne havde imidlertid noteret sig registreringsnumret, og takket være det fandt politiet frem til mændene på en adresse i Store Heddinge.

Der er tale om to armenske mænd på 38 og 32 år, oplyser vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

De fremstilles fredag i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster.

Ud over røveri er de sigtet for på hensynsløs måde at have bragt andres liv og førlighed i fare.

/ritzau/

Dagens Gossip