U-lande henter inspiration ved dansk kommunalvalg

Bhutan, Bolivia, Ghana og Zimbabwe er blandt de 10 lande, der har sendt repræsentanter af sted til Danmark for at overvære kommunalvalget på tirsdag.

Det er Institut for Flerpartisamarbejde (Dipd), der står bag inspirationsturen for landene fra Asien, Sydamerika og Afrika.

Turen skal blandt andet gøre gæsterne klogere på, hvordan kandidater til kommunalvalget udvælges, hvordan de gør sig klar til en kampagne, og hvordan kvinder bliver inkluderet i kommunalpolitik.

- Vi vil vise i praksis, hvordan det danske demokrati fungerer på det lokale plan med de styrker, vi selv synes, det har. Men vi skal også diskutere svagheder såsom unges valgdeltagelse og repræsentation af kvinder, siger formand for Dipd, Bjørn Førde.

Mandag og tirsdag skal de udenlandske gæster blandt andet dele foldere ud på gaden, møde borgmestre og lokale politikere rundt omkring i landet.

Derudover skal de overvære selve stemmeafgivelsen ved kommunalvalget.

En af dem, der viser de besøgende lokale politikere, græsrødder og embedsmænd rundt, er byrådskandidat Bent Andersen (S) fra Esbjerg.

Han har oplevet, at gæsterne især er interesserede i at få svar på, hvordan vi i Danmark sikrer os mod valgsvindel.

- De synes, at det var sjovt, at jeg og min kollega overhovedet ikke kunne komme i tanke om en kandidat i Danmark, som har ment, at der var valgsvindel, siger Bent Andersen.

Også kvinder i politik er et emne, som gæsterne gerne vil debattere.

- De er meget interesserede i at snakke om, hvordan partierne internt sikrer, at kvinder, der stiller op i politik, får lige så gode vilkår som mænd, siger Bjørn Førde.

Repræsentanterne fra u-landene har alle tilknytning til politik. Sidst i besøget skal de gøre status over, om de vil tage nogle tiltag fra Danmark med til deres hjemlande.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV