U21: Danmark fortsætter EM-kursen med pligtsejr

Skrevet af admin

19/11/2013

Mest læste i dag

Det danske U21-landshold fortsætter stimen af gode resultater, og efter tirsdagens udesejr i Andorra er Danmarks talenter i en fin position før de afgørende kampe i EM-kvalifikationen til næste år.

Sejren i Andorra, der blev på 2-0, må puttes i kassen med pligtsejre, men det var en vellykket afslutning på en god uge for danskerne, der fredag eftermiddag tog en meget vigtig triumf i Bulgarien.

Træner Jess Thorup havde skiftet lidt ud i forhold til den kamp og mønstrede mod Andorra blandt andre Brøndbys Kenneth Zohore som frontløber, og Zohore retfærdiggjorde udtagelsen ved at score danskernes første mål efter et kvarters spil.

Anfører Christoffer Remmer sendte et indlæg ind i feltet fra højre side. Zohore satte hovedet på bolden og bragte storfavoritterne i front.

Efter en god halv time gjorde Yussuf Poulsen det til 2-0, da han sparkede et indlæg fra Yussuf Toutouh i nettet, og dermed kunne al frygt for en pinlig fiasko mod miniputten skrinlægges.

Det ansporede dog ikke danskerne til at indlede en målfest. På en vanskelig bane, der havde taget meget regn de seneste dage, var det svært at holde spillet i gang.

Hjemmeholdet var da heller ikke indstillet på at lægge ryg til en lussing og gik hårdt til danskerne.

Det resulterede blandt andet i et rødt kort til en af Andorras spillere kort inde i anden halvleg, men de rød-hvide udnyttede ikke overtallet til flere scoringer i en kamp, hvor Brøndbys Christian Nørgaard og FC Københavns Danny Amankwaa fik debut.

Danmark gik ind til kampen med et points forspring til Rusland på andenpladsen og er nu sikker på at overvintre øverst i gruppen.

Samtidig kan danskerne glæde sig over at have hjemmebane i samtlige tre resterende kampe, der bliver afviklet i det nye år.

De 10 gruppevindere og de fire bedste toere slipper videre til playoff-kampene om syv adgangstegn til EM i Tjekkiet i sommeren 2015.

Værtsnationen er født deltager i slutrunden, der således vil omfatte otte lande.

/ritzau/