U21-EM: Kanonmål af United-talent puster liv i England

Skrevet af admin

21/06/2015

Mest læste i dag

England var godt på vej mod endnu en slutrundefiasko med 0-0 mod Sverige kort før tid i holdets anden kamp ved U21-EM, men et kanonmål af Manchester Uniteds Jesse Lingard sikrede en ny livline til de hårdt pressede englændere.

I en kamp præget af et meget lavt niveau sammenlignet med de øvrige kampe ved U21-EM vandt England 1-0, og dermed står holdet stadig med udmærkede kort for at komme i semifinalen.

Det var med et engelsk hold spillemæssigt i teten gennem hele første halvleg, hvor holdet søgte den scoring, som ville tvinge svenskerne frem på banen.

En sejr var påkrævet for englænderne, hvis holdet for alvor skulle bevare håbet om en semifinaleplads, mens uafgjort ville være glimrende for Sverige, der havde slået Italien i den første gruppekamp, hvor England tabte til Portugal.

Overvægten i spil betød da også, at det var England, som kom frem til de største chancer inden pausen, men et par blokeringer i sidste øjeblik fra Sverige forhindrede en engelsk føring.

Billedet var det samme efter pausen. England var meget på bolden, Sverige lurede på kontra.

Efter 65 minutter fik England en stor chance, som i flere omgange ikke blev afsluttet, førend Tottenham-stjernen Harry Kane fandt Carl Jenkinson, der sparkede i sidenettet.

Fem minutter senere kom så Sveriges første store chance. På et hjørnespark ramte bolden lidt tilfældigt en englænder i feltet, som var tæt på at dreje den i eget net.

Sveriges stærke defensiv så ud til at skulle holde hele vejen hjem, men den indskiftede Manchester United-spiller Jesse Lingard ville det anderledes.

Patrik Carlgren i det svenske mål boksede et hjørnespark væk med fem minutter igen, men lidt uden for feltet landede den hos Lingard, som kontrollerede bolden og halvflugtede den flot over i det lange hjørne.

1-0-resultatet betyder, at begge mandskaber har tre point efter to kampe, og begges videre skæbne skal afgøres i sidste runde i gruppespillet, hvor Sverige møder Portugal, og England møder Italien.

Senere søndag spiller Italien og Portugal deres anden kamp ved U21-EM.

/ritzau/