U21-landstræner er glad for at slippe for Italien

Skrevet af admin

25/06/2015

Mest læste i dag

Mens Italien raser over, at Sverige med italienernes fik lov til at udligne mod Portugal og dermed spille sig i semifinalen ved U21-EM, så klager Danmark, der nu skal møde svenskerne, ikke over udfaldet.

Til TV3 Sport fortæller U21-landstræner Jess Thorup:

- Det er ikke min opgave at gøre op, om vi er favoritter eller ej. Vi sad og så begge kampe i Gruppe B, og italienerne så skræmmende ud. Dem er jeg glad for, vi ikke skal møde. Svenskerne bliver en spændende opgave, lyder det fra Thorup.

Selvom han er glad for ikke at skulle matche Italiens niveau, er det ikke fordi, han forventer en let kamp mod de svenske naboer. Men han glæder sig til det nordiske brag.

- Det bliver en fed kamp. En kamp, der bliver hypet derhjemme, og så er der masser af rød/hvide og blå/gule-fans hernede i Tjekkiet. Forhåbentlig bliver stadion fuldt pakket, lyder det fra den danske U21-træner til TV3 Sport.

Danmark og Sverige mødtes i en testkamp i Lyngby kort inden afrejsen til EM, og her blev det 2-2 i en kamp, som Danmark dominerede, selvom holdet var i undertal det meste af kampen grundet et rødt kort i indledningen.

/ritzau/