U21-profil bider sig i tungen for at undgå problemer

Skrevet af admin

01/06/2015

Dagens topnyheder

U21-landsholdets anfører, Jannik Vestergaard, skiftede i januar fra Hoffenheim til Werder Bremen.

Og det var et tiltrængt skifte, fortæller Vestergaard.

- Først og fremmest går det bedre for mig. Jeg kom lidt ud i kulden i Hoffenheim og fik måske af og til sagt lidt for tydeligt, hvad jeg mente. Det faldt ikke altid i god jord hos træneren, siger han.

Den høje midterforsvarer har haft en god sæson i Werder Bremen, hvor det er blevet til masser af spilletid og tillid fra omgivelserne, hvilket han savnede i Hoffenheim.

- I Hoffenheim var det kæft, trit og retning, og jeg kan mærke, at Werder passer bedre til mig.

Selvom Vestergaard er glad for at spille i Tyskland, mener han, at den personlige frihed ikke altid er i højsædet i tysk fodbold. Og på trods af, at den høje danskers mor er tysk, er det en udfordring med den tyske fodboldkultur, fortæller Vestergaard.

- Der er nogle steder, hvor der næsten hersker diktatorisk styre. Nogle gange må man lige bide sig i tungen og sørge for ikke at få sig selv i unødige problemer.

- Der er en masse regler og ikke særlig meget frihed. Jeg har kun været i Tyskland som seniorspiller. Men jeg tror, at det er den tyske mentalitet, der gør sig gældende, siger han og fortsætter:

- Der er meget klare linjer, hvilket på mange måneder er positivt, men menneskeligt er det lidt en udfordring, kan jeg godt mærke.

Werder Bremen sluttede som nummer 10 i Bundesligaen.

- Det har været en rigtig god sæson. Jeg faldt hurtig til og fik en masse tillid fra klubben, træneren og medspillerne. Det har været rigtig positivt, siger Jannik Vestergaard.

Han er noteret for 21 kampe for U21-landsholdet og to for A-landsholdet, og han er et sikkert navn på listen, når U21-landstræner Jess Thorup senere mandag udtager truppen til U21-EM i Tjekkiet.

/ritzau/