Uacceptabelt nederlag for Esbjergs Andreasen

Hovederne hang på samtlige 11 Esbjerg-spillere, da de forlod banen søndag eftermiddag i Randers.

Jonas Borring havde minutter forinden sikret sit Randers-hold en 1-0-sejr, og for ottende kamp i træk lykkedes det ikke Europa League-deltagerne at få alle tre point med sig.

- Vi havde ikke heldet på vores side, og vi havde også nogle store chancer. Men vi skal have troen på, at vi godt kan vinde kampe igen.

- Og så hører lidt held altså også med en gang imellem. Men jeg vil sige, at det er uacceptabelt, at vi kommer herfra med et nederlag, siger Esbjergs midtbanekæmpe Hans Henrik Andreasen.

På samme måde kunne hans cheftræner Niels Frederiksen ærgre sig over det sene nederlag i efterårets sidste kamp, som betyder, at Esbjerg overvintrer under nedrykningsstregen.

- Stillingen lyver ikke, når vi ikke har fået flere point. Men jeg må også konstatere, at vi blev ramt af, at vi havde med en del spillere med, som måske ikke vil være det naturlige førstevalg, hvis vi havde alle til rådighed.

- Men det skal ikke være nogen undskyldning, for vi bør stadig kunne hente flere end to point i otte kampe, siger Niels Frederiksen.

Esbjerg har to point op til både FC Vestsjælland og Viborg på den gode side af nedrykningsstregen.

/ritzau/

Dagens Gossip