Ubekræftet video: Islamisk Stat henretter kristne

En video fra Islamisk Stat viser angiveligt henrettelser af to grupper etiopiske kristne i Libyen, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Det er ikke bekræftet fra officielt sted, om den 29 minutter lange video er ægte. I en tekst på billederne hedder det, at de dræbte "følger fjenden Etiopiens kirkes kors."

Der skal være tale om to grupper kristne. Den ene gruppe er blevet tilbageholdt i den østlige del af Libyen, og den anden i syd.

En maskeret militant ses på videoen svinge en pistol og udsige en trussel mod kristne, som ikke vil konvertere til islam.

Omkring 30 personer bliver ifølge nyhedsbureauet AFP henrettet.

Det står ikke klart, hvem de bortførte er, og præcis hvor mange, som bliver henrettet.

Videoen indeholder også en passage, hvor man hører syriske kristne forklare, at de for at slippe med livet i behold får valget, enten at konvertere til islam eller betale en skat. De vælger det sidste.

Videoen, som er udsendt af IS-mediet al-Furqan, viser, at den ene gruppe etiopiere bliver skudt, mens islamisterne skærer halsen over på etiopierne i den anden gruppe.

Den ekstremistiske gruppe, som fører krig i Irak og Syrien, holder også til i Libyen, hvor gruppen tidligere har eksekveret henrettelser.

I februar blev 21 koptiske egyptere henrettet på en strand i Libyen.

Flere militante og islamistiske grupper i Libyen har svoret Islamisk Stat troskab og støtte.

Islamisk Stat har siden sidste sommer udsendt flere videoer, hvor bødler enten skærer halsen over på fanger, eller skyder dem. I mindst et andet tilfælde er en fange blevet brændt levende.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV