Uber-chefer anholdt

Skrevet af admin

29/06/2015

Mest læste i dag

Fransk politi har anholdt to chefer for det omstridte taxifirma Uber, oplyser anklagemyndigheden i Paris.

Det drejer sig om cheferne for Ubers afdelinger i Frankrig og i Vesteuropa, siger en talskvinde for anklagemyndigheden.

De er anholdt som led i en efterforskning, der blev indledt sidste år, hvor franske myndigheder undersøger, om selskabet kom ind på taximarkedet på ulovlig vis, rapporterer tv-station iTele.

Uber og dets datterselskab, UberPop, har på det seneste været under stor kritik i Frankrig, fordi vognene bestilles via en app på en smartphone.

De mere traditionelle taxiselskaber mener, at det åbner op for piratkørsel, hvor chauffører uden den nødvendige licens kan køre ulovligt med passagerer.

I sidste uge gennemførte taxichauffører over store dele af Frankrig protestaktioner, som ind imellem udviklede sig voldeligt.

I hovedstaden Paris tændte de strejkende bål langs med ringvejen og nægtede at servicere passagerer ved byens to store lufthavne og ved de større togstationer.

Frankrigs præsident, François Hollande, har meldt ud at han støtter taxichaufførerne i deres kamp mod Uber, og myndighederne har lovet, at de vil sørge for en ordentlig regulering af den nye taxitjeneste.

/ritzau/dpa