Ublodigt præsidentskifte i Pakistan

Pakistans præsident, Asif Ali Zardari, trådte søndag tilbage og forlod præsidentboligen, som har været hans hjem i fem år, hvilket er rekord i det politiske ustabile land.

Den 58-årige Zardari var gift med tidligere premierminister Benazir Bhutto, som blev dræbt ved et politisk attentat i december 2007.

Han opnåede aldrig at blive populær, men er den første præsident, som forlader sit embede planmæssigt og ledsaget af en militær æresgarde.

Det var i år også første gang siden selvstændigheden fra Storbritannien i 1947, at en demokratisk valgt regering i Pakistan afsluttede hele dens femårige valgperiode.

Pakistanske politikere og iagttagere kalder det søndag ifølge nyhedsbureauet en sejr for demokratiet, at en præsident har afsluttet sin embedsperiode uden at blive kuppet eller anholdt.

Forretningsmanden Mamnoon Hussain, der er en politisk veteran i Pakistan og en nær allieret af premierminister Nawaz Sharif, vandt det nylige præsidentvalg i den muslimske atommagt.

Den 73-årige tidligere tekstilfabrikant fra Sharifs regerende Pakistanske Muslimske Liga-N bliver mandag taget i ed som Pakistans 12. præsident.

Iagttagere siger, at valget af Hussain kan styrke Pakistan internt, da det ændrer på magtbalancen mellem nord og syd i den føderale administration, der domineres fra Punjab, hvor Sharif har sin magtbase.

Pakistan kæmper mod et Taliban-ledet oprør, som har kostet tusindvis af soldater og civile livet.

Washington anser grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan som en magtbase for Taliban og al-Qaeda.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip