UCI er klar til at appellere Riis-rytters frifindelse

Skrevet af admin

22/10/2014

Mest læste i dag

Den internationale cykelunion (UCI) gør klar til at appellere frifindelsen af tjekken Roman Kreuziger til den internationale sportsdomstol (CAS).

- Sagen er i hænderne på jurister, og vi vil få juridisk rådgivning. Jeg forventer klart, at vi appellerer sagen og inden for tidsgrænsen, siger UCI-præsident Brian Cookson ifølge cyclingnews.com.

Roman Kreuziger, der kører under manager Bjarne Riis hos Tinkoff-Saxo, blev i sidste måned frifundet af Tjekkiets olympiske komité.

Kreuziger blev i slutningen af juni trukket ud af Tinkoff-Saxos Tour-hold, fordi UCI varslede en kommende sag mod tjekken, der ifølge UCI havde mistænkelige tal i sit blodpas.

Tallene stammer fra 2011 og 2012, dengang Kreuziger kørte for Astana, og de var ifølge UCI's dopingeksperter så usædvanlige, at de gav mistanke om doping.

/ritzau/