UCI-præsident ligner en færdig mand

Den udskældte præsident kæmper hårdt for at opnå så stor opbakning, at han kan blive genvalgt til den øverste post i cykelsporten, når der er valg til præsidentposten i september i år.

Men opbakningen daler kraftigt. Lørdag led McQuaid et stort nederlag, da hans eget land, Irland, stemte imod ham som deres kandidat til posten. McQuaid skal derfor håbe på, at han kan blive kandidat i Schweiz, hvor han bor.

Men selv hvis det skulle lykkes ham at blive kandidat, så er han stadig langt fra at blive valgt til at tage en tredje periode som præsident for skandaleombruste UCI.

Et langvarigt medlem af UCIs Management Committe har indledt en offentlig kampagne for at få McQuaid ud af UCI, fordi han ikke længere stoler på ham.

- Jeg kan ikke længere støtte den nuværende præsident for UCI. I private samtaler med UCI-præsidenten og medlemmer i UCIs Management Committe, har jeg gjort mine grunde, mine resultater og mine bekymringer helt klart for ham og for mine kolleger, siger medlemmet, Mike Plant, til cyclingnews.com.

Pat McQuaid har været udsat for voldsom kritik siden USADA-rapporten og Lance Armstrongs dopingindrømmelse. Beskyldningerne går på, at UCI har været fedtet ind i dopingen, og kritikkerne mener ikke, at UCI og Pat McQuaid gør nok i kampen for en ren cykelsport.

Mike Plant har under et møde med ledelsen i UCI fremlagt sine bekymringer omkring McQuaid, hvilket handler om Lance Armstrong-sagen. Plant vil have nytænkning og nye, sunde værdier ind i en sport, som er i dyb krise.

- Hvad sporten mangler i denne kritiske tid, er, at blive ledet af et helt klart værdisæt. Det er ikke tid til at tænke på egne interesser: Det er tid til at gøre, hvad der er bedst for sporten, siger Mike Plant henvendt til Pat McQuaid.

Brian Cookson har meldt sig som modkandidat til Pat McQuaid til valget som præsident for UCI.

Dagens Gossip

Dagens TV