To ud af tre fyrværkeriofre er under 25 år

Skrevet af admin

30/11/2013

Dagens topnyheder

Gå aldrig tilbage til en fuser. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden. Brug altid beskyttelsesbriller.

Vi kender efterhånden den gamle sang, der lyder, når det nye år brages ind med raketter, heksehyl og knaldperler.

Alligevel er det som om, at vi aldrig rigtig lærer det helt - eller formår at lære det videre.

For hundredvis af børn og unge er nytårsaften de senere år således endt med skader, især på øjne eller hænder, efter ulykker med fyrværkeri.

Sidste nytår, da året 2012 blev erstattet med 2013, gik næsten to tredjedele af alle registrerede fyrværkeriulykker ud over unge under 25 år - helt præcist 153 af 241 ulykker, hvilket svarer til 63,6 procent af alle skader.

Størstedelen af disse unge er under 18 år, skriver Fyrværkerikampagnen i Danmark, som er en landsdækkende årlig kampagne støttet af Sikkerhedsstyrelsen, TrygFonden og Sundhedsstyrelsen.

I fjor var det især i Region Syddanmark, ulykkerne indtraf - her måtte 89 personer på skadestuen. 58 af dem var under 25 år. Det laveste tal blev registreret i Region Nordjylland, hvor det blev til 20 skadestuebesøg - her var halvdelen under 25 år.

Derfor har årets kampagne endnu engang de unge i kikkerten. De skal ikke blot selv huske at omgås fyrværkeri med forsigtighed - de skal også overbevise andre om det samme, lyder det.

- Fyrværkeriskader kan mærke dig for resten af livet. Næsten halvdelen af alle skader sker på øjne, fingre eller hænder, og konsekvenserne kan være meget alvorlige.

- Derfor går årets kampagne ikke kun ud på at påvirke de unge, men også at lade dem formidle de gode råd videre, siger Niels Henrik Duevang, der er kampagneleder for Fyrværkerikampagnen i Danmark, i en pressemeddelelse.

Han er ikke i tvivl om, at de fleste danskere kender til rådene, men det betyder ikke, at de ikke skal fortælles igen, mener han.

- Husker vi dem også, når festen er i gang? Desværre kunne vi i fjor se en dobling i antallet af alvorlige fyrværkeriskader. Hvis vi skal bremse den tendens - og det skal vi - er det især de unge, vi skal have fat i, siger han.

Årets Fyrværkerikampagne går ud på at skyde en film om at skyde nytåret sikkert ind. Udfordringen går primært ud til landets skoler, men er i øvrigt åbent for alle.

/ritzau/