To ud af tre læser arbejdsmails i ferien

Skrevet af admin

03/07/2014

Mest læste i dag

Flere og flere danskere slæber arbejdet med på ferien. Trods auto-svar på e-mailen, så tjekker hver tredje alligevel dagligt arbejdsrelaterede e-mails og sms'er i sommerferien.

Det viser en ny befolkningsundersøgelse lavet af Userneeds for Ingeniørforeningen, IDA.

To ud af tre tjekker arbejdsrelaterede mails og sms'er i løbet af deres sommerferie.

Især ledere og selvstændige er online i sommerferien. Over halvdelen af lederne og de selvstændige svarer, at de læser arbejdsrelaterede e-mails og sms'er dagligt. Kun hver tiende selvstændig siger, at de aldrig gør det.

- Tilgængelighed er et vilkår, der følger med mange job i dag. Begrebet industriferie, hvor hele samfundet lukker ned i to-tre uger, hører fortiden til, siger Cornelius Olesen, formand for Ingeniørforeningens Erhvervs- og Vækstudvalg.

- For mange af vores medlemmer for eksempel i eksportvirksomheder er det vitalt, at man kan lukke en ordre eller servicere sine kunder, mens man er på ferie. Men alt med måde. Det er vigtigt for både ansat og arbejdsgiver, at man rent faktisk også får koblet af i ferien, siger han.

Men selvom det i dag er teknologisk let og hurtigt at svare på mails, så er problemet ifølge stresseksperten Bjarne Toftegård, stifter af firmaet "Forebyg Stress", at opmærksomheden hver gang ryger væk fra dét, man er i.

- Hvis man gerne vil være nærværende over for dem, man holder ferie med, er det noget skidt, når man hele tiden lige skal se noget på mobil eller iPad. De ting, man læser, ryger ikke bare lige ud af hjernen igen, men kører videre og fylder op i ens bevidsthed, siger han.

Hans forslag er på forhånd at afstemme forventningerne med de andre, man ferierer med.

- Lav nogle klare aftaler, om hvad I gør og overhold dem så. Uanset om det så er slet ikke at tjekke mails i ferien eller kun at gøre det hurtigt klokken otte hver morgen og så slut, siger han.

/ritzau/