To ud af tre vælgere foretrækker blå finanslov

Selv om alt tyder på, at regeringen vil lave finanslov med Enhedslisten, foretrækker 65 procent af de adspurgte vælgere faktisk, at finansminister Bjarne Corydon (S) finder en løsning med et eller flere af de borgerlige partier. Kun 21 procent ønsker en rød finanslov med Enhedslisten, skriver Politiken.

Selv blandt regeringspartierne Socialdemokraterne og De Radikales vælgere er der flertal for en blå finanslov, mens SFs vælgere foretrækker en aftale med Enhedslisten.

Professor i statskundskab Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet vurderer, at det sætter Bjarne Corydon i en vanskelig situation:

»Næsten ligegyldigt hvem regeringen indgår forlig med, så vil den få skarp kritik fra mange kernevælgere«.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V), håber, at Bjarne Corydon studerer målingen nøje, inden han på tirsdag fremlægger sit finanslovsudspil.

»Regeringen bør lytte til vælgerne. Vi vil gerne lave en fornuftig finanslov, hvis regeringen vil være med til at trække landet i den rigtige retning og få væksten i gang,« siger hun til avisen.

Ifølge målingen ønsker tre fjerdedele af De Radikales vælgere en borgerlig finanslov, men det er ifølge gruppeformand Sofie Carsten Nielsen (R) dog mest et udtryk for, at blokpolitikken er død.

»Vores vælgere er godt tilfredse med den ansvarlige økonomiske linje, som et bredt flertal i Folketinget – inklusive de borgerlige partier – grundlæggende er enig i,« siger hun.

SF regner med, at finansloven igen i år forhandles på plads med Enhedslisten - det ønsker Enhedslisten også selv - mens Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), ikke vil spå om finanslovsforløbet.

»Vælgerne vil gerne have, at man regerer Danmark hen over midten. Det er også det, vi har gjort som regering, når man ser på de store forlig, vi har gennemført. Men når det drejer sig om næste års finanslov, er vi jo nødt til at få at vide, hvad Venstre vil,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV