Udbredt chikane mod lokalpolitikere

En rundspørge foretaget af fagforeningen DJØF blandt 758 byrådsmedlemmer viser, at mere end hver tredje er blevet udsat for chikane i forbindelse med deres arbejde.

En af dem er tidligere borgmester i Fredericia Uffe Steiner Jensen (S).

»Min kone fik en kvinde i røret, der sagde, at hun ville skyde mig. Det er ikke i orden, når min familie i den grad kommer i skudlinjen,« siger han til Djøfbladet.

Det er dog ikke kun ubehagelige telefonopkald, politikerne må lægge ører til. Knap hver tiende er blevet udsat for spyt og slag, mens en tilsvarende andel har oplevet hærværk mod deres bolig eller bil. Andre bliver generet af vrede borgere på Facebook, mails og læserbreve.

Kommunalforsker Roger Buch, der er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er overrasket over, at andelen af chikanerede politikere kun er en tredjedel. Han gennemførte selv en lignende undersøgelse i 2005 med samme resultat, men meget er sket siden, påpeger han.

»Med de sociale mediers indtog er tonen blevet skarpere. Og der har været store besparelser i kommunerne siden 2009, hvor skoler er blevet lukket, og der er skåret ned på ældreplejen - sikkert til stor frustration for en del borgere,« siger Roger Buch til Djøfbladet.

Han påpeger også, at det samlede antal lokalpolitikere er blevet beskåret kraftigt med kommunalreformen i 2007, så logisk set burde den enkelte politiker være mere i skudlinjen.

»Men kommunalpolitikerne er nok blevet mere hårdhudede, fordi de har vænnet sig til, at tonen er blevet hårdere. Og det lyder også til, at flere bliver udsat for grovere chikane, end de gjorde i 2005,« siger Roger Buch til Djøfbladet.

Dagens Gossip