Udbredt skuffelse efter anden valgrunde i Egypten

Skrevet af admin

23/11/2015

Dagens topnyheder

Det islamistiske parti Nour, der har fået lov til at stille op ved valget i Egypten, giver staten skyld for, at det ikke fik noget flot resultat ved et valg, som de fleste vælgere heller ikke ved de seneste to dages anden valgrunde har vist meget interesse for.

Selv om partiet har sluttet op bag den egyptiske leder, præsident Abdel Fattah al-Sisi, så er de politiske spændinger taget til. Og Nour har beskyldt regeringen for både at have anholdt politikere fra partiet og for at have iværksat en intens tilsværtningskampagne mod partiet.

Parlamentsvalget, som er det første i tre år, blev indledt i oktober og slutter i denne uge, hvor der søndag og mandag er blevet stemt i Nildeltaet og i regionen omkring hovedstaden, Kairo.

I første runde fik Nour kun ni pladser af de 286, som var på spil, mens uafhængige kandidater og al-Sissis valgalliance Af Kærlighed til Egypten tog broderparten af pladserne. Det foreløbige resultat står i skarp kontrast til, at Nour blev nummer to ved valget i 2012, som blev vundet af Det Muslimske Broderskab.

Det endelige valgresultat ventes først offentliggjort engang til december, da der også forventes at skulle besættes pladser ved en række supplerende valgrunder.

Ikke mange har tillid til valgkampen, og den egyptiske regering har brugt usædvanlige metoder for at skabe interesse for valget. Regeringen har blandt andet givet offentligt ansatte en halv fridag blot for at få dem til at stemme.

Første fase af parlamentsvalget i Egypten blev langtfra den fejring af demokratiet, som al-Sisi måske havde håbet. Et stort flertal af egypterne har ikke kunnet se meningen i at besvære sig hen til valgstederne, sagde iagttagere under første valgrunde.

I Alexandria var valgdeltagelsen ifølge avisen Al-Ahram lavere i anden runde end de 26,5 procent, som den endte på i første runde.

Kritikere af al-Sisi siger, at parlamentet i realiteten bliver udpeget og ikke valgt.

Egyptens parlament blev i juni 2012 opløst af en domstol, og landet har været uden folkeforsamling i tre år.

Parlamentet var dengang domineret af Det Muslimske Broderskab, hvis medlemmer nu er forfulgt. Broderskabet er i dag ulovligt.

/ritzau/Reuters