Uddannelser skal have fat i unge fra hjem uden klaver

Skrevet af admin

23/06/2014

Mest læste i dag

Alle unge mennesker skal have mulighed for at udvikle og udfolde deres talenter, uanset hvor i landet de bor, og hvilke uddannelsestraditioner deres familie har.

Det fastslår uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R), som nu vil forpligte landets videregående uddannelser til at bryde de sociale mønstre ved at tiltrække unge mennesker fra alle egne af landet.

- Jeg tror ikke på, at de unge i Gentofte er mere egnede til en uddannelse end de unge på Lolland og Læsø, siger Sofie Carsten Nielsen i en pressemeddelelse.

Undersøgelser viser, at postnummeret har afgørende betydning for, om unge søger ind på en videregående uddannelse eller ej.

Blandt de unge, der gik i 9. klasse i 2012 i Gentofte Kommune, vil 79 procent tage en videregående uddannelse, mens det samme tal for Læsø og Lolland Kommune er på henholdsvis 41 og 53 procent, viser fremskrivninger.

Sofie Carsten Nielsen mener dog ikke, at de unges evner afhænger af, hvor i landet de kommer fra. Derimod siger fremskrivningerne en masse om "tradition og social arv", siger hun:

- I det samfund, jeg kæmper for, er uddannelse ikke noget, der er forbeholdt unge fra hjem med klaver. Det er for alle.

Helt konkret vil uddannelsesministeren styrke mønsterbrydningen ved gøre emnet til et af fem pligtige mål i de udviklingskontrakter, som hun indgår med landets 37 videregående uddannelser.

- Det er en fiasko for Danmark og de værdier, Danmark bygger på, at vi ikke kan give ufaglærtes børn de samme reelle lige muligheder for en uddannelse som akademikerbørn, siger hun.

Hvordan målet skal nås, ligger endnu ikke fast. Sofie Carsten Nielsen vil nedsætte et mønsterbryderkorps bestående af eksperter og almindelige danskere, som skal rejse rundt i landet og indsamle idéer og udvikle konkrete initiativer.

Derudover skal et analysearbejde kortlægge den nuværende sociale profil på de videregående uddannelser.

/ritzau/