Uddannelsesminister målløs over borgerlig kritik

»Jeg tror, at alle, der var til forhandling i onsdags, havde den samme konklusion som mig: At der var nogle partier, der var klar til allerede nu at signalere, at de vil reformere pædagoguddannelsen - og at der var nogle partier, der ville vente, til de havde set høringssvarene,« siger Morten Østergaard til Berlingske Nyhedsbureau.

Venstre og Konservative regnede med, at man kunne indgå reformaftalen efter sommerferien, når høringssvarene var i hus, men fredag morgen kunne uddannelsesordfører Vivi Kier (K) se Morten Østergaard - flankeret af ordførerne fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti - præsentere den nye pædagoguddannelse. Og det forløb er slet ikke i orden, mener hun.

»Det er uerfarent, uhørt og dybt arrogant af ministeren at holde en snak med os onsdag og derefter indkalde nogle andre partier og så lave en aftale med dem,« siger hun.

Tilsvarende toner lyder fra Venstres uddannelsesordfører, Esben Lunde Larsen (V).

»Det undrer mig, at ministeren laver en aftale på forhånd, og at vi får at vide via medierne, at den kan vi tilslutte os. Venstre forhandler aftaler, vi tilslutter os ikke bare automatisk noget, som andre har indgået,« siger han.

Morten Østergaard kalder den borgerlige kritik for »Christiansborg-fnidder«.

»Døren er ikke lukket. Døren er på vid gab for Venstre og Konservative. Jeg håber, at man vil lade sommerroen sænke sig og komme tilbage i et lidt mere konstruktivt humør,« siger han.

Spørgsmål: Havde det ikke været bedre at vente et par måneder og så lave det helt brede forlig?

»Jeg håber da, at vi kan få et helt bredt forlig,« siger Morten Østergaard.

Spørgsmål: Hvor meget kan ændres i aftalen?

»Der kan ændres mangt og meget. Vi sender det jo i høring, fordi vi gerne vil høre, hvad alle interessenterne mener - det vil vi lytte til og drøfte,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV