Uddannelsesministers studieplan ser ud til at smuldre

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens (R) plan for lukning af studiepladser bliver måske ikke til noget alligevel, skriver Politiken.

Den præcise plan for, hvilke fag der skal lukke pladser, skulle have været endelig på plads på mandag. Men i sidste øjeblik har et flertal i Folketinget uden om regeringen besluttet at gå sammen om at sætte en stopper for den og indføre en anden plan.

Det er Venstre og SF, der har ledt bestræbelserne for at sætte en kæp i hjulet for regeringens såkaldte dimensioneringsmodel.

Sammen med De Konservative, Dansk Folkeparti og Alternativet kan de tilsammen mønstre 90 mandater, der giver det afgørende flertal, som vil beordre ministeren til at smide sin plan i skraldespanden, skriver Politiken.

I næste uge vil oppositionen indkalde Sofie Carsten Nielsen til en såkaldt hasteforespørgselsdebat i Folketinget.

Her vil flertallet støtte en vedtagelse, som skitserer en helt ny dimensioneringsplan, der blandt andet fører til færre lukninger af studiepladser end ministerens plan. Samtidig giver den universiteterne frihed til selv at bestemme, hvilke fag der skal skæres ned.

Ministeren er ikke juridisk tvunget til at følge flertallets beslutning, men politisk vil den lægge maksimalt pres på hende.

Sofie Carsten Nielsen er overrasket over især Venstre, fordi partiet nu vil gribe ind på ministerens område.

- I universitetsforliget har Venstre været med til at give regeringen bemyndigelse til at gennemføre dimensionering på videregående uddannelser. Det løber de nu fra, så hurtigt de kan, siger hun til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip