Udefrosset Okore: Manageren fortæller ikke hele sandheden

Skrevet af admin

25/04/2016

Dagens topnyheder

Forholdet mellem den danske forsvarsspiller Jores Okore og hans manager i Aston Villa, Eric Black, synes at være iskoldt.

Søndag er Okore gået til tasterne på Twitter, hvor han anfægter Eric Blacks udlægning af, hvorfor danskeren er røget helt ud af Aston Villas trup.

Ifølge manageren har Okore nægtet at sidde på bænken, da klubben skulle møde Bournemouth 9. april.

- Jeg nægter at spille? Jeg var på bænken imod Chelsea (2. april, red.) og kampene inden, hvorfor nægtede jeg ikke at spille de kampe?

- Der må være mere i historien, end hvad hr. Eric Black fortæller jer, skriver Jores Okore på det sociale medie.

Eric Black har tidligere sagt til klubbens hjemmeside, at Okore ikke ønskede at sidde på bænken i Bournemouth-kampen.

- Derefter har han ikke været en del af truppen. Jeg ønsker ham ikke i truppen, hvis han ikke vil sidde på bænken, sagde Eric Black.

- Han fik weekenden til at tænke over det. Om mandagen talte vi sammen igen, og jeg ville høre, om han havde ændret holdning, men han bekræftede, at han ikke ønsker at spille og være involveret, hvilket er meget overraskende for mig.

- Fra det punkt kunne jeg ikke drømme om at tage ham tilbage i truppen, hvor jeg kun ønsker folk, der vil spille, forklarede Eric Black videre.

Aston Villa har tabt sine seneste ti kampe og er sikker på at rykke ud af Premier League.

Jores Okore kom til Aston Villa fra FC Nordsjælland i 2013.

/ritzau/