Udenlandsk medie forarget over dronningen: Ryger cigaretter med prinsessen i hånden

Skrevet af Laura Nygaard

04/08/2015

Dagens topnyheder

Herhjemme er der ikke længere særlig mange, der løfter et øjenbryn, når dronning Margrethe hiver cigaretpakken frem fra håndtasken. Men i udlandet holder de den formanende finger i vejret.

Således har britiske Daily Mail netop igen sat fokus på den danske regents rygevaner.

Ifølge mediet skulle Hendes Majestæt endda gå under navnet ‘The Ashtray Queen’ (askebæger-dronningen, red.) og blive kaldt en ‘fatal rollemodel’, skriver de i en artikel i kølvandet på den årlige fotografering af Kongefamilien, der fandt sted ved sommerresidenset Gråsten Slot i slutningen af sidste måned.

Læs også: Se billederne: Smilende kongefamilie på Gråsten Slot

Her blev der inden den officielle fotografering knipset et par billeder, hvor hele familien går i samlet flok, og her ser man monarken pulse afslappet på en cigaret, mens hun har otteårige prinsesse Isabella i hånden og fireårige prins Vincent gående lige foran sig.

Men Daily Mail påpeger i denne sammenhæng, at det tilsyneladende ‘ikke vækker bekymring hos hendes søn kronprins Frederik eller svigerdatter kronprinsesse Mary, at hun ryger så tæt på sine børnebørn’.

Det er ikke første gang, dronningen kritiseres af især udenlandske medier for sine rygevaner.

I 2001 antydede en belgisk forsker i et anerkendt tidsskrift, at dronningens offentlig rygning kunne være en medvirkende årsag til den store rygelyst og dermed den høje dødelighed blandt danske kvinder.

Læs også: Dette sker, når du holder op med at ryge

På den baggrund spurgte et finsk tv-hold dronning Margrethe direkte, om hvad hun mente om den omtal. Til det svarede regenten:

- Folk må da diskutere, hvad de ønsker at diskutere. Det vil jeg ikke blande mig i. Jeg tror, at de fleste danskere er af den opfattelse, at folk mere eller mindre skal have lov til at gøre, hvad de har lyst til.

Også kronprins Frederik er af og til set med en cigaret i hånden, men da han er god til at holde sin vane nogenlunde privat, er han ikke offer for den samme kritik, skriver Daily Mail.