Udenlandske investorer overvejer at købe Randers FC

Skrevet af admin

22/10/2015

Mest læste i dag

Randers FC Holding A/S, som ejer alle aktier i superligaklubben Randers FC, er blevet kontaktet af et konsortium af britiske og amerikanske investorer om overtagelse af fodboldklubben.

Det oplyser bestyrelsesformand i Randers, Svend Lynge Jørgensen, i en pressemeddelelse.

- Investorerne ønsker at købe sig ind i eller overtage en nordeuropæisk klub, der har potentiale til at konkurrere på allerhøjeste nationale niveau og efterfølgende på højt internationalt niveau inden for de næste fire til fem år.

- Efter grundig research har de kontaktet os. Selvom Randers FC ikke som udgangspunkt er eller har været til salg, har bestyrelsen valgt at lytte til investorernes tanker, siger Svend Lynge Jørgensen.

Han er imponeret over det forarbejde, de potentielle investorer har gjort og de detaljerede planer, de er kommet med.

- Planerne inkluderer oprettelse af et fodboldakademi i Randers med ambition om at blive førende på det felt i Skandinavien, forklarer formanden.

Randers har en ambition om konstant at spille med i toppen af Alka Superligaen med efterfølgende mulighed for at kvalificere sig til de europæiske turneringer.

Hvis denne ambition skal være realistisk, så kræver det flere penge, end de fleste klubber i Danmark kan gøre sig forhåbning om at fremskaffe, lyder det fra Randers.

De potentielle investorer har fremlagt planer om investeringer - især i talentudvikling, der gør, at bestyrelsen i Randers ønsker at undersøge muligheden til bunds.

- Det er vigtigt at understrege, at Randers FC som et af de få danske sportsselskaber har en overordentlig god økonomi med en meget solid egenkapital og mere end tilstrækkelig likviditet til at fortsætte på nuværende sportslige niveau.

- Såfremt vi vælger at tage imod tilbuddet om køb af Randers FC, bliver det udelukkende, fordi vi vurderer, at det vil være til stor gavn for fodbolden i Randers og byen Randers i det hele taget, fortæller bestyrelsesformanden.

Der er startet indledende forhandlinger med de potentielle investorer, som ikke på nuværende tidspunkt af konkurrencehensyn ønsker at stå frem med navns nævnelse.

/ritzau/