Udenrigsminister inspicerer flygtningehytter i Roskilde

Skrevet af admin

01/07/2016

Mest læste i dag

Roskilde Festival har inviteret udenrigsminister Kristian Jensen (V) på festival, for at opleve et samarbejde mellem Rockwool og Folkekirkens Nødhjælp, som måske kan komme millioner af flygtninge verden over til gode.

Rockwool Shelter hedder projektet, og det består af såkaldte shelters, der er små "hytter", der er et alternativ til de telte, der bliver brugt i mange flygtningelejre rundt omkring i verden i dag.

Udenrigsministeren udviste stor begejstring, da han fredag eftermiddag var ude og se projektet, som under festivalen bliver afprøvet ved, at udenlandske festivalgæster er flyttet ind i de opstillede hytter.

- Det er bedre kvalitet, giver bedre privatliv og det er materialer, der kan bruges igen og igen, og de behøver ikke, som teltene skal i dag, skiftes ud hvert tredje år, siger han til Ritzau.

Den anslåede levetid for et shelter er på 15 år, så på trods af at et shelter er dyrere at købe end et telt, så kan der være økonomiske fordele ved dem i det lange løb.

Udenrigsministeren kom direkte fra et besøg i Libanon og Tyrkiet, hvor han på nærmeste hold oplevede, hvilke forhold man lever under i flygtningelejre.

Han fortalte desuden, at han er begejstret for, hvordan projektet er kommet i stand.

- Rockwool lavede disse shelters til festivalbrug, og nu ender det måske med, at man kan hjælpe folk ude i verden, som er i nød. Det er da genialt, siger han.

En af testpersonerne er 27 årige Jessica Chukwu fra New York, som er på Roskilde Festival for første gang.

- Vi føler os mere trygge, fordi døren kan låses. Temperaturen holdes på samme niveau, og vi har det aldrig for varmt eller koldt, siger hun.

- Nogle gange drypper det dog fra taget, når det regner, siger hun.

De små "hytter" er lavet af stenuld, som isolerer mod varme og kulde og beskytter mod brand. Et shelter kan samles uden værktøj på omkring en times tid, og så er stenuld genanvendeligt.

Man er lige nu ved at teste shelters i Kakuma i Kenya, hvor der ligger en flygtningelejr med tæt på 200.000 beboere.

Projektet skal snart afprøves i Nepal for at blive afprøvet i katastroferamte områder, da landet har været ramt af voldsomme jordskælv de seneste år.

/ritzau/