Udenrigsminister: Kun sammen kan vi bekæmpe ekstremisme

Skrevet af admin

25/09/2014

Dagens topnyheder

Det er en succes, at FN's Sikkerhedsråd enstemmigt har vedtaget en resolution, der dels forbyder terrorrejser til blandt andet Irak og Syrien og dels finansiering af militante ekstremistiske grupper som Islamisk Stat.

Det mener udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

- Det er vigtigt, for den voldelige ekstremisme vi står overfor, kan vi kun få bugt med, hvis vi står sammen og vi er enige om at stoppe både tilgangen af finansiering og tilgangen af mennesker til de her bevægelser.

- Det er en resolution, der forpligter os alle sammen og alle lande til at gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at forebygge, at folk overhovedet kommer dertil. Derfor er det politisk, men også operationelt en rigtig god beslutning, siger Martin Lidegaard til Ritzau.

Spørgsmål: Vil det sige, at det eksempelvis nu bliver slut for rige arabere at sende penge til Islamisk Stat?

- Ja. FN pålægger alle medlemslande at lave en national lovgivning, der gør det forbudt. Det skulle gerne være sådan, at der ikke er noget land, noget sted, nogen bank, hvor man kan gøre det her, for så bliver man straffet for det, svarer Martin Lidegaard.

Spørgsmål: Hvordan har medlemslandene det efterfølgende med at implementere resolutioner - nogle vil måske gå mere eller mindre seriøst til værks?

- Det er klart, det dilemma har man altid, men alle skal efterkomme dem. Der er indbygget mekanismer i resolutionen, der gør, at FN kommer tilbage og undersøger, om de forskellige lande indfører lovgivning.

- Der er redskaber til at samle op på at det, landene forpligter sig til, rent faktisk også sker, svarer Martin Lidegaard.

Den danske regering har taget forskellige initiativer til at forhindre Syriens-krigere i at rejse ud og kæmpe sammen med Islamisk Stat. Det udspil skal nu tjekkes af regeringens jurister for, om det er dækkende i forhold til resolutionen.

Spørgsmål: Kan resolutionen måske også give regeringen anledning til at gå et skridt videre?

- Det vil jeg ikke udelukke. Især åbner det her mulighed for samarbejde med andre lande, der også skal gøre det her. Det kan være, der er mulighed for yderligere initiativer. Der skal ikke være tvivl om, at det er det regeringen ønsker, vi ønsker at gå så langt som vi kan for at stoppe det her uvæsen, siger Martin Lidegaard.

/ritzau/