Udenrigsministeriet advarer mod kaos på Filippinerne

Sådan lyder rådet fra Udenrigsministeriet, der netop har valgt at ændre rejsevejledningen til øriget og nu fraråder alle rejser til den sydfilippinske halvø.

»Grunden til, at den er blevet ændret er, at der på Zamboanga-halvøen er politi- og militæraktioner mod oprørsgrupper, og det giver kaotiske tilstande for civilbefolkningen. Og der har senest været kampe i det her område 9. september,« lyder begrundelsen for ændringen fra Udenrigsministeriets Borgerservice.

Det er kun for Zamboanga-halvøen i den sydlige del af Filippinerne, at rejsevejledningen er ændret, men det er ifølge Udenrigsministeriet generelt ikke sikkert at bevæge sig rundt i det centrale, sydlige og vestlige Mindanao, i Sulu-øhavet og altså på Zamboanga-halvøen.

»Filippinerne har de seneste år været udsat for en række terrorhandlinger og bombesprængninger. Rejsende opfordres på denne baggrund til at udvise den største forsigtighed under ophold i visse dele af landet. Dette gælder særligt på steder, hvor mange vesterlændinge og lokale opholder sig, herunder ved brug af offentlige transportmidler, » skriver Borgerservice i rejsevejledningen.

Dagens Gossip