Udenrigsministeriet følger al-Khawaja-sagerne tæt

Skrevet af admin

06/09/2014

Dagens topnyheder

Udenrigsministeriet følger sagerne tæt i Bahrain om den sultestrejkende og fængslede aktivist Abdulhadi al-Khawaja og hans datter, menneskerettighedsaktivisten Maryam al-Khawaja, der for en uge siden blev anholdt og fængslet - anklaget for vold mod politiet.

En domstol forlængede lørdag fængslingen i 10 dage. Chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, Ole Egberg Mikkelsen, siger, at en repræsentant fra den danske ambassade i Riyadh overværede retsmødet.

- Retsmødet varede i fem minutter, og diskussionen gik på, om Maryam al-Khawaja var skyldig i vold mod politiet.

- Repræsentanten fra ambassaden fik lejlighed til at tale med hende, og vi har anmodet de bahrainske myndigheder om tilladelse til at besøge hende i fængslet, så vi kan få en mere grundig samtale med hende, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Samtidig er de danske myndigheder i kontakt med Maryam al-Khawajas forsvarsadvokat, der arbejder på at få overbevist dommeren om, at hun skal løslades. Hun nægter sig skyldig i anklagen om vold mod politiet. FN har flere gange opfordret til, at hun skal løslades.

Danmark har ingen repræsentation i Bahrain, og derfor er det medarbejdere fra ambassaden i Saudi-Arabien, der håndterer sagen.

Ambassaden besøgte hendes far, aktivisten Abdulhadi al-Khawaja, i fængslet torsdag i denne uge.

- Han er naturligvis noget svækket efter sin sultestrejke, som på det tidspunkt havde varet i over en uge. Han er i forvejen svækket af sultestrejken for to år siden, og vi holder øje med hans sundhedstilstand for at bistå ham bedst muligt, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Abdulhadi al-Khawaja blev fængslet på livstid i 2011 efter protester mod det sunnimuslimske kongedømme i Bahrain. I 2012 sultestrejkede han i 110 dage for at protestere mod sin fængsling.

Ole Egberg Mikkelsen oplyser, at sagen har haft høj prioritet hos de danske myndigheder.

- Sagen har været bragt op igen og igen. Vi har peget på, at der må findes en humanitær løsning. Han har nogle følgeskader efter at have været udsat for tortur.

- Vi har opfordret de bahrainske myndigheder til, at man får en måde, hvorpå han kan komme under behandling, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Han tilføjer, at torturskaderne er veldokumenterede i en rapport fra den bahrainske regering for år tilbage.

/ritzau/