Udenrigsministeriet: Vi har fejloplyst Friis Bach

Udenrigsministeriet erkender at have fejloplyst den nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og Folketinget i sagen om klimaorganisationen GGGI's rejseregler.

I modsætning til hvad Udenrigsministeriet tidligere har oplyst, er det ved en nærmere gennemgang af sagen kommet frem, at rejsepolitikken blev godkendt i GGGI's bestyrelse på et møde den 12. maj 2012 i Yeosu i Sydkorea.

Den vikarierende udenrigsminister, Nick Hækkerup (S), og Udenrigsministeriets departementschef, Ulrik Vestergaard Knudsen, oplyser i en pressemeddelelse, at man nu arbejder på en redegørelse til Folketinget om forløbet i sagen.

- Jeg ser frem til, at den igangsatte undersøgelse vil kaste lys over, hvordan og hvorfor sagsbehandlingen i forhold til ministerens deltagelse i bestyrelsen for GGGI og kontrolmekanismerne i Udenrigsministeriet her har svigtet, siger departementschefen.

- Ministeriets håndtering af sagen har således betydet, at ministeren, Folketinget og offentligheden er blevet fejlagtigt informeret, siger Ulrik Vestergaard Knudsen, der tiltrådte som departementschef i oktober.

Christian Friis Bach (R) tog torsdag konsekvensen af sagen og gik af som udviklingsminister.

Nick Hækkerup, der indtil torsdag har delt stillingen som udenrigsminister sammen med Christian Friis Bach, mens Villy Søvndal er på sygeorlov, udtaler:

- Ministeriets håndtering af sagen har således betydet, at ministeren, Folketinget og offentligheden er blevet fejlagtigt informeret, siger han i pressemeddelelsen.

- Jeg er i går blevet gjort bekendt med det meget beklagelige forløb omkring Udenrigsministeriets håndtering af sagen om GGGI's rejseregler, siger Hækkerup.

Rejsereglerne har vakt stor opsigt, efter at det er kommet frem, at Lars Løkke Rasmussen (V) adskillige gange har rejst på 1. klasse på den danskstøttede organisations regning. Flybilletterne beløb sig på over 770.000 kroner.

Christian Friis Bach afløses af partifællen Rasmus Helveg Petersen.

/ritzau/

Dagens Gossip