Udenrigsministre er enige: Nato bliver i Afghanistan

Skrevet af admin

13/05/2015

Mest læste i dag

Natos udenrigsministre er onsdag blevet enige om at bevare en civilt ledet mission i Afghanistan, når den nuværende træningsmission slutter.

- I dag er vi blevet enige om, at vi vil bevare en tilstedeværelse i Afghanistan, selv efter at vores nuværende opgave slutter, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde efter Nato-udenrigsministermødet i Antalya i Tyrkiet.

Han tilføjer, at han forestiller sig "et langsigtet partnerskab" i Afghanistan, skriver Reuters og NTB.

Missionen bliver civilt ledet og sætter "et lettere aftryk", men vil indeholde en militær del, siger Stoltenberg.

- I modsætning til vores nuværende opgave skal den fremtidige tilstedeværelse ledes af civile, siger Nato-chefen ifølge NTB.

Og Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), der sad med omkring diskussionsbordet, er enig med Stoltenberg.

- Vi har givet tilsagn om tre måneder mere med helikopterstøtte, så kan vi bidrage i det nordlige Afghanistan igennem kampsæsonen i 2015. Men så regner jeg med, at det danske militærs støtte stopper, siger Lidegaard til Ritzau.

Men hvordan den danske indsats i Afghanistan kommer til at se ud i de efterfølgende år, har man ikke lagt sig fast på.

- Vores største modtagerland af udviklingsstøtte er Afghanistan, og det tror jeg, vi kommer til at fortsætte med. Og så skal vi analysere, hvor Danmark bedst kan bidrage i 2016 og 2017, fortæller Martin Lidegaard.

- Det har jeg ikke lagt mig fast på. Vi ved, at det er vigtigt at støtte uddannelsessektoren og antikorruptions-initiativer, og det forventer jeg, at vi bliver ved med sammen med træning af hæren og politiet, fortsætter udenrigsministeren.

I dag er der omkring 13.000 soldater i Afghanistan for at træne og undervise den afghanske hær.

Nato trak sin kampstyrke ud af landet ved årsskiftet.

/ritzau/