Udfaldstruede kan ikke regne med noget fra S

»Det bekymrer mig, hver eneste gang der er en, der falder for dagpengegrænsen. Derfor er det også rigtig vigtigt, at vi laver en masse indsatser for at få de her mennesker i gang,« siger han, men kommer ikke med konkrete løsninger til de 30.000 dagpengemodtagere, ifølge a-kassernes vurdering vil falde ud af systemet i 2013.

»Lige nu kan de ikke regne med andet end det, vi har gjort. Andet kan jeg ikke på stående fod sige, for andet er der ikke besluttet eller snakket om endnu. Jeg ikke sige noget som helst om, hvorvidt der kommer noget,« siger Leif Lahn Jensen.

1. juli udløber de akutpakker og midlertidige ordninger, som regeringen har iværksat efter, at det har vist sig, at flere mennesker end forventet har mistet deres dagpenge. Derefter vil jobbene komme »løbende« som følge af regeringens kickstart, energirenoveringer og vækstplanen, påpeger arbejdsmarkedsordføreren.

Spørgsmål: Så efter 1. juli er du ikke bekymret mere?

»Jo, det er jeg bestemt, for efter 1. juli er der også nogen, der falder fra. Jeg kan overhovedet ikke sige, om vi kommer til at gøre mere nu, for det ved jeg ikke. Men vi følger tallene nøje, og hvis der er nogle indsatser, som er det rigtige at gøre, så vil vi også gøre det. Vi læner os ikke bare tilbage,« understreger Leif Lahn Jensen.

Fra regeringens bagland lyder der højlydte protester over dagpengeforringelserne. Senest har flere radikale storkredsformænd, lokalformænd og medlemmer af de Radikales hovedbestyrelse krævet, at regeringen gør noget for de udfaldstruede. I Politiken foreslår de at forkorte genoptjeningskravet fra 52 til 26 uger, så det bliver nemmere at komme tilbage på dagpenge.

Leif Lahn Jensen siger, at »genoptjeningskravet kan være et godt redskab«, men han vil ikke kommentere konkrete løsningsforslag, før regeringen har holdt møde med Enhedslisten om problemet.

»Hvornår mødet er, ved jeg ikke. Men det bliver temmelig sikkert snart,« siger han.

Alene i april faldt 3.400 ledige ud af dagpengesystemet, og det får Enhedslisten til at presse yderligere på for handling.

»Det øger presset på regeringen, og det understreger behovet for, at vi skal have gang i forhandlingerne med det samme,« siger arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl (Ø).

Dagpengereformen, der halverede dagpengeperioden til to år og fordoblede kravet om genoptjening til 52, blev vedtaget af Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og de Radikale i 2010.

Dagens Gossip

Dagens TV