Udkantsdanskere må rejse langt for gratis retshjælp

Regeringen og Enhedslisten blev tirsdag enige om at redde den gratis retshjælp til danskere, der har svært ved at betale en advokat.

Aftalen vækker glæde hos Danske Advokaters administrerende direktør Paul Mollerup og SF's retsordfører Karina Lorentzen. Men de efterlyser begge mere retshjælp i yderområderne i Danmark.

- Det er bestemt et skridt i den rigtige retning, at man har sikret retshjælp til flere af de borgere, som har brug for det.

- Men man har ikke fået styrket retshjælpen for de borgere, som bor i områder af landet, hvor der ikke er en retshjælpsinstitution, siger Paul Mollerup.

Retshjælpen er i dag primært koncentreret i landets større byer, hvor universiteterne og dermed adgangen til frivillige jurastuderende findes.

Selvom borgere i yderområder kan ringe ind til kontorerne i eksempelvis Aarhus og København for at få hjælp, så er det ikke altid nok, mener Karina Lorentzen:

- Nogle gange møder folk op hos retshjælpen med en plastikpose fuld af bilag. De har ikke styr på sagen, og for de borgere er det vigtigt med én til én kontakt. Det lader sig dårligt gøre at strukturere sådan en sag over telefonen, siger Karina Lorentzen.

Hun mener, at Danmark bør lade sig inspirere af Holland, hvor enhver borger maksimalt må have en transporttid på halvanden time med offentlig transport til nærmeste mulighed for retshjælp.

SF's retsordfører er klar med et udspil på området, som hun nu vil søge opbakning til i regeringen. Udspillet indeholder blandt andet forslag om retshjælpsbusser, der skal kører yderområderne, så borgerne har mulighed for at få hjælp tættere på deres hjem.

- Jeg er helt overbevist om, at en investering i retshjælpsbusser vil tjene sig selv hjem, fordi det vil hjælpe en masse mennesker med at holde sammen på en tilværelse, som er ved at bryde sammen på grund af eksempelvis gæld, misbrug eller sygdom.

- Det vil spare samfundet for rigtig mange penge, som ellers skulle være brugt på hjælp, efter skaden er sket, siger Karina Lorentzen.

Hun mener også, at man bør tage videokonferencer i brug og tilbyde jurastuderende merit, hvis de yder en frivillig indsats hos retshjælpen.

/ritzau/

Dagens Gossip