Udkast: Skat på udenlandske biler på Tysklands autobahn

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

Der er udsigt til en skat for udenlandske biler på de tyske motorveje, hvilket forbundskansler Angela Merkel ellers tidligere har udelukket.

I hvert fald er den kontroversielle skat med i det seneste udkast, som de tre koalitionspartier tirsdag havde med fra et sidste forberedende møde i socialdemokraterne SPD's hovedkvarter, Willy-Brandt-Haus, i Berlin.

- En lov vil blive vedtaget om dette i løbet af 2014, hedder det i udkastet.

Det tyske medie Bild skriver, at aftalen om skatten er stort set på plads.

Skatten på udenlandske personbiler har været en stor knast i de aktuelle forhandlinger mellem de tre tyske koalitionspartier, der i nat eller onsdag ventes at være færdig med regeringsgrundlaget.

Socialdemokraterne i SPD har været ivrige modstandere af skatten, som CDU's bayerske søsterparti CSU har haft med til forhandlingerne som et krav.

Tidligere på året sagde Merkel, at hun ikke ville indføre en sådan skat.

- Der bliver ikke nogen skat på biler under min ledelse, sagde kansleren i september.

CSU-formand Horst Seehofer har i tyske medier nævnt skatten som et krav for at gå med i koalitionen.

De seneste fem uger har Merkel brugt utallige timer på at forhandle med socialdemokraterne i SPD, og onsdag håber hun endelig at kunne præsentere et nyt regeringsgrundlag.

Om alt går vel, bliver den 59-årige CDU-formand en uge før jul genvalgt som kansler af Forbundsdagen.

/ritzau/dpa