Udklædte Barcelona-stjerners Halloween-spøg endte galt

Skrevet af admin

01/11/2015

Dagens topnyheder

FC Barcelona undskylder søndag over for Getafe, efter at flere af klubbens stjerner lørdag deltog i en uheldig Halloween-spøg.

Efter 2-0-sejren på udebane over Getafe i den spanske liga afbrød en gruppe Barcelona-spillere - blandt andre kampens to målscorere Neymar og Luis Suarez - en pressekonference med Getafe-spilleren Victor Rodriguez.

Gruppen af Barcelona-spillere havde klædt sig ud i Halloween-kostumer og skreg så højt, at de pådrog sig en del opmærksomhed.

Søndag er storklubben ude for at beklage episoden.

- Det var ikke vores intention at støde eller genere vores kolleger på Getafes hold, skriver Barcelona i en udtalelse.

- Afbrydelsen i mixed zone, der skete på samme tidspunkt som Victor Rodriguez' pressekonference, var uheldig og en ufrivillig tilfældighed, som vi gerne vil undskylde over for ham.

- Samtidig vil vi gerne give ham vores respekt, skriver den spanske klub.

Barcelona topper Primera Division med samme pointtal som Real Madrid. Getafe er efter ti spillerunder placeret på 14.-pladsen.

/ritzau/AFP