Udlændinge får lettere et dansk kørekort

Skrevet af admin

11/10/2013

Dagens topnyheder

Justitsminister Morten Bødskov (S) vil gøre det lettere for visse udlændinge, blandt andet amerikanere, at få ombyttet deres kørekort til dansk kørekort.

Fredag sender han et udkast til en ændring i kørekortbekendtgørelsen til høring. Formålet med ændringen er at udvide den gruppe af lande, hvis borgere kan få ombyttet deres kørekort til et dansk.

I øjeblikket kan borgere fra de øvrige EU-lande samt en mindre gruppe lande uden videre få ombyttet kørekortet til et dansk, hvis de flytter til Danmark.

Borgere fra andre lande skal op til en kontrollerende køreprøve, hvis de vil have kørekortet ombyttet til et dansk kørekort.

Om bevæggrundene til at ændre på reglerne, siger Morten Bødskov i en pressemeddelelse:

- Det er blevet opfattet som et irritationsmoment blandt mange, der kommer her til landet for at arbejde eller studere, at man så at sige skal på skolebænken igen og bestå en kontrollerende køreprøve for at kunne fortsætte med at køre bil her i landet.

- Også selv om man i årevis har kørt bil i sit hjemland uden at have haft skader eller begået færdselsforseelser, siger Morten Bødskov.

Morten Bødskov nævner borgere fra USA og Canada som eksempler på personer, som fremover lettere vil kunne få ombyttet kørekortet til et dansk.

Kravet for at få ombyttet kørekort efter de nye regler bliv blive, at man har mindst to års køreerfaring, og at man kan dokumentere, at man ikke har været frakendt førerretten inden for de seneste fem år.

/ritzau/