Udlændinge har skabt problemer mellem S og R

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

De Radikale er noget forundrede over, hvor langt mod højre Socialdemokraterne har bevæget sig på udlændingeområdet.

Glemt er den fælles udlændingelinje mellem de to tidligere regeringspartnere, og De Radikale har svært ved at genkende Socialdemokraterne, siger partiets næstkommanderende og integrationsordfører, Sofie Carsten Nielsen.

- Vi førte en rigtig god udlændingepolitik sammen, og det er den vej, vi stadig skal følge. Ikke den nuværende regerings vej hvor familier og børn gøres fattige, og hvor man vil bestemme, hvem folk kan gifte sig med.

- Jeg tror, at befolkningen vil have politikere, der ikke kopierer andres politik af strategiske årsager, siger Sofie Carsten Nielsen til Ritzau.

Socialdemokraterne nåede - inden partiet forlod forhandlingerne om yderligere udlændingestramninger hos integrationsminister Inger Støjberg (V) - blandt andet at acceptere den lave integrationsydelse, som Venstre-regeringen vil indføre.

Kritikken tages med sindsro hos Socialdemokraterne, hvis integrationsordfører, Dan Jørgensen, afviser De Radikales kritik.

- Jeg deler ikke den analyse, at vi har rykket os for meget. Det er klart, at da vi sad i regering sammen, blev der lavet kompromiser på alle områder.

- Derfor er det heller ikke så underligt, at når vi ikke længere er bundet sammen af et regeringsgrundlag, så er vi to forskellige partier med forskellige holdninger.

- Vi er ikke længere i en situation, hvor man giver håndslag på at afstemme alt med hinanden, siger han til Ritzau.

Trods uenighederne er begge parter fortsat enige om én vigtig ting: Formand Mette Frederiksen (S) skal vælte Lars Løkke Rasmussen (V) af statsministerstolen ved det næste folketingsvalg.

- Vi er overbeviste om, at vi kan få mest af vores politik igennem sammen med Socialdemokraterne, som vi lige har gennemført fire års rigtig god politik på alle områder med. Så ja, det er bestemt vores udgangspunkt, siger Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/