Udlændinge køber kroneobligationer for et stort beløb

Udlændinge køber stadig kroneobligationer - stats- og realkreditobligationer - for et stort beløb.

Købet var på 44 milliarder kroner i februar og er dermed endnu større end i januar, oplyser Nationalbanken.

Samlet har udlandet i årets første to måneder købt kroneobligationer for 69 milliarder danske kroner.

Mens køberne i januar var mest interesseret i statsobligationer, fordeler købet sig i februar på både stats- og realkreditobligationer med henholdsvis 20 og 17 milliarder kroner.

Udlændinge har primært købt realkreditobligationer med restløbetid mellem et og fem år, samt papirer med over 20 år til udløb.

Udenlandske købere har ikke vist stor interesse for de helt korte obligationer med under et år til udløb, men disse udgør stadig 32 procent af deres beholdning af realkreditobligationer.

For statsobligationer er de fleste køb, ligesom i januar, papirer med restløbetid mellem et og fem år. Ejerandelen af papirer med længere restløbetid (over 10 år) er også steget, om end i mindre grad, oplyser Nationalbanken i en meddelelse.

I de seneste to måneder har udlandets samlede køb af statsobligationer på 39 milliarder kroner hævet deres ejerandel fra 35 til 40 procent, mens den for realkreditobligationer var 18 procent ved udgangen af februar.

Presset på kronen har tidligere tvunget Nationalbanken til at intervenere ved at købe udenlandsk valuta for at svække kronen, så kursen fastholdes overfor euroen.

I januar blev der interveneret for 106 milliarder kroner, og i februar måtte Nationalbanken bruge yderligere 168 milliarder kroner på at forsvare kronen.

Samtidig blev renten på indskudsbeviser nedsat fire gange på fire uger og hedder fortsat - 0,75 procent.

Nationalbankdirektør Lars Rohde har flere gange fastslået, at Nationalbanken har ubegrænsede muligheder for at intervenere, når der er opadgående pres på kronen.

/ritzau/

Dagens Gossip