Udlændinge mål for flere angreb i Yemen

Flere bevæbnede mænd skød og dræbte den tyske ambassadør i Yemens livvagt, da han var ude for at handle. Der var tidligere søndag forlydender om, at den tyske livvagt blev dræbt i et forsøg på at kidnappe den tyske ambassadør, Carola Mueller-Holtkemper. Men en talsmand for Yemens udenrigsministerium afviste senere på dagen påstanden med henvisning til, at Mueller-Holtkemper i øjeblikket ikke befinder sig i Yemen.

Men »det var tilsyneladende et forsøg på at kidnappe hendes livvagt, og han blev skudt, da han gjorde modstand,« siger en talsmand fra Yemens udenrigsministerium til AFP.

I den nordlige del af Sanaa kidnappede bevæbnede mænd en sierraleonsk statsborger, der arbejder for UNICEF, oplyser diplomatiske kilder til AFP. Kilderne fortæller, at manden blev kidnappet fra et FN- køretøj.

Udlændinge er ofte mål for angreb og kidnapninger i Yemen, der huser en af de mest aktive al-Qaeda-fraktioner i Mellemøsten.

Den tyske ambassade var en af de vestlige repræsentationer, der blev lukket i august efter advarsler fra USA om et muligt stort terrorangreb i Mellemøsten. Efter 14 dage genåbnede ambassaden.

BNB/Reuters

Dagens Gossip