Udlændingedirektør: Eritrea-rapport er særdeles udmærket

Skrevet af admin

09/12/2014

Dagens topnyheder

Udlændingestyrelsens udskældte rapport om forholdene i Eritrea er "fagligt set et særdeles udmærket produkt" med "en betydelig grad af validitet".

Det fastholder styrelsens direktør, Henrik Grunnet, selvom styrelsen tirsdag eftermiddag har droppet en af de hovedkonklusioner, som man har truffet på baggrund af rapporten, efter at flere kilder har sået tvivl om rapportens indhold.

- Jeg står 100 procent ved, at det fagligt set er et særdeles udmærket produkt. Der er en betydelig grad af validitet tilknyttet denne rapport, siger han til Ritzau.

Han fastholder derfor også, at rapporten på et eller andet plan får en betydning, når det skal vurderes, om personer fra Eritrea skal have asyl.

Det sker, både fordi den indeholder nuancer i forhold til spørgsmålet om unddragelse af national tjeneste, men også i forhold til at kunne kaste lys over, om asylansøgerne rent faktisk kommer fra Eritrea og ikke fra Etiopien.

To kilder i rapporten har kritiseret det overordnede billede, som rapporten tegner, nemlig at asylansøgere, der har unddraget sig national tjeneste, godt kan vende hjem og derfor som udgangspunkt ikke skal have asyl.

Primært har den britiske professor Gaim Kibreab undsagt rapporten.

Spørgsmål: Jeg forstår ikke, hvordan du kan sige, at du står 100 procent inde for rapporten og dens validitet, når to kilder to uger senere trækker sig og ikke længere kan stå inde for det billede, som rapporten tegner?

- At en af kilderne efterfølgende og helt usædvanligt ikke vil medvirke i rapporten efterfølgende, kan man ikke bebrejde mine folk.

- Vi har fulgt de faste procedurer for, at han kan stå ved det, og han har også været inde undervejs og rette det tydeligt igennem.

- At han så alligevel ikke efterfølgende kan genkende det, sådan er det, det må vi tage til efterretning. Det kan man ikke bebrejde os, siger Henrik Grunnet.

Både Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp har kritiseret rapporten, ligesom det svenske Migrationsverket og det norske Landinfo har været kritisk.

Henrik Grunnet afviser, at det politiske landskab i Danmark skulle have påvirket konklusionerne i rapporten, der ville betyde, at færre personer fra Eritrea ville få asyl:

- For os har det ikke været en politiserende proces. Det er fuldstændig velbegrundet, at vi har lavet denne rapport, siger Grunnet.

I alt regner man med, at der i år kommer mere end 2200 asylansøgere fra Eritrea. Sidste år var der 98.

/ritzau/